Takket være blandt andet antallet af mobiltelefoner, billige boliger og graden af ytringsfrihed lander Danmark på en førsteplads i en opgørelse over 128 landes livskvalitet. Det skriver den amerikanske tænketank Social Progress Imperative i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen, kaldet Social Progress Index, er lavet i samarbejde med Harvard-økonomen Michael E. Porter og økonomiprofessor Scott Stern fra MIT. Den kigger på 50 indikatorer, som forholder sig til tre dimensioner af sociale fremskridt: Grundlæggende menneskelige behov, trivsel og muligheder.